“En dag kom de hjem til mig fra ministeriet for arbejde og sociale anliggender – det var som et angreb. Som soldater, der overtager et sted, ikke som embedsmænd fra ministeriet. De ved ikke engang, hvad det betyder, nemlig at ministeriet varetager landets beskæftigelse og sociale forhold. I skulle have set, hvordan de slæbte de stakkels seks kvinder, der var her hos mig, ud – de seks er ældre kvinder, halvdelen af dem er handicappede. Jeg ved ikke engang, hvad der sker med dem nu. Får de deres medicin? Hvordan har de det? Hvad sker der? Jeg aner det ikke.”

Da vi talte med Mahbouba Seraj for under to år siden, var hun nogenlunde optimistisk. Hun blev kritiseret af andre kvindeaktivister for at fastholde dialogen med Taliban, men har samtidigt vundet stor respekt ved at blive i Afghanistan. Hun er også statsborger i USA, som hun flygtede til i 1978 ved den kommunistiske magtovertagelse og starten på det, der nu har været 47 års krig og konflikt i Afghanistan. At hun bor i Kabul er den 78-årige Mahbouba Serajs eget valg. Men optimistisk – nej.

“I de seneste fem år under Taliban er jeg blevet ved med at sige – og jeg siger det igen – lad os tale med dem. Lad os lave en form for aftale. Lad os se, hvor de står. Lad os prøve. Lad tvivlen komme Taliban til gode. Men nu er det slut. For mit vedkommende er det slut. Jeg vil ikke gøre det mere.”

Mahbouba Seraj havde sit krisecenter i 24 år. 

“Jeg beskyttede Afghanistans piger. Når jeg nu ringer til myndighederne for at få lov at besøge pigerne, så får jeg ikke lov. Taliban svarer ikke, det er respektløst. De taler ikke med mig. De undgår mig, som om jeg var en slags sygdom, helt ærligt. Det er ikke for sjov, at jeg er her, at jeg lever i dette land. Mit hår er hvidt. Jeg er en gammel kvinde. Der bør være respekt for ældre,” lyder det fra Mahbouba Seraj.”

Da vi beder hende uddybe, om det er hovedårsagen til at hun har mistet sin optimisme, så sprutter hun nærmest af os over forbindelsen til Kabul.

“Kan I ikke se forskellen? Se hvad der foregår? Hvad de gør ved landet? Er jeg den eneste, der observerer det, eller ser I det også, men vil ikke erkende det? Er det det? Se på den nye lov, de har indført – den nye straffelov. Hvad er det for en lov?” hvæser Mahbouba Seraj.

Hun henviser til Afghanistans nye straffelov, der endnu engang strammer reglerne for kvinder. Den tillader mænd at slå deres hustruer, blot de ikke brækker knogler eller laver åbne sår. Og så forbyder straffeloven kvinder at aflægge mange besøg hos deres forældre uden gemalens tilladelse. Kvinder er altid forpligtet til at vende hjem, hvis de får besked på det, og det er strafbart at søge beskyttelse hos familie eller andre.

straffeloven kvinder at aflægge mange besøg hos

“Ved du, hvad de har gjort mod kvinder i den lov? Kvinderne er væk. De er væk. De tæller ikke engang.”

Mahbouba Seraj siger, at hun ærligt talt er ved at være træt af at forklare, hvordan tingene hænger sammen til mennesker, der vælger ikke at tro på hende. 

“Jeg vil ikke længere spille det spil, som verden har spillet i alle disse år. Det er forkert, og det burde ikke være sådan. Jeg vil have, at nogle mennesker i verden – i det mindste i de nordiske lande – er meget, meget ærlige over for sig selv og forstår, hvad der foregår.“

“I er blandt de mest avancerede, de mest civiliserede mennesker på jorden. Så opfør jer sådan. For ellers – hvad er forskellen? Hvad er forskellen på verdens vanvittige mennesker og dem, der ved, bedre, hvis man ikke kan se forskel?”

Verden venter. Verden venter på forklaringer fra Taliban, som giver mening og som betyder, at man kan sige til sig selv, at det skal nok gå.

“Og jeg er sikker på, at det er sådan den danske regering har det lige nu, for den vil gerne på god fod med Taliban. Men det kommer ikke til at gå, selv om man siger, at det skal det nok. Hvis Danmark vil hjælpe talibanerne og være deres venner – held og lykke. Vær deres venner. Hjælp dem. Jeg bad selv verden om at tale med dem. Et håndtryk kræver to. Men man skal ikke ignorere landets kvinder. Det er ikke rigtigt.”

Afghanistans kvinder og børn, var de første, man glemte i det internationale samfund, selv om man havde lovet, det ikke skulle ske. Kvinderne er der stadig. Kvinder, der arbejder, der gør alt for at stå på egne ben. Men pengene er væk – de bliver brugt i  Europa, til NATO, på grund af Rusland, siger Mahbouba Seraj. 

De penge, som Taliban tjener, de flyder ikke videre til folket. Det er for eksempel penge fra Kina, der med kvindeaktivistens ord køber alt, hvad der er under jordens overflade af guld og mineraler.

Afghanistans borgere har intet arbejde, ingen penge, men megen fattigdom, meget tiggeri, megen sorg.

Hun har ikke mistet håbet, intet varer evigt, selv om udviklingen selvfølgelig kan gå begge veje. Det kan blive værre eller bedre. Håbet finder hun i sin tro og forbindelsen til Allah. Og lige nu er det Ramadan, den måned hvor alle hjælper hinanden. Ingen går sultne i disse dage, håber hun.