Frederik Nielbo er kommunikationsansvarlig i Det Danske Hus i Palæstina, en uafhængig ngo i Ramallah der støtter børn og unge gennem kunst og kultur

---

Som et led i et ideologisk korstog mod danske civilsamfundsorganisationer rejser Berlingske en række absurde anklager mod Det Danske Hus i Palæstina (DHIP).

Anklagerne følger et klassisk tabloidt mønster: Journalisterne finder nogle usammenhængende påstande på obskure hjemmesider, som de strikker sammen til et dramatisk narrativ.

Dette præsenterer de som fakta for udvalgte politikere, som intet kender til konteksten, men som altid står på spring med performativ forargelse. Og disse udtalelser kræver de så, at vi responderer på.

Vi har valgt ikke at udtale os til Berlingskes journalister, for vi kan umuligt besvare anklager i øst og vest på få linjer. I stedet vil vi respondere her, hvor vi kan gøre det grundigt og med den nødvendige kontekst.

Spredehagl

DHIP er en af de civilsamfundsorganisationer, som Berlingske har rettet sigtekornet mod. Vi modtog nemlig en bevilling fra OpEn-puljen i 2025 til at præsentere udstillingen Hvad bliver der af Eid i Danmark, en udstilling af malerier lavet af børn i Gaza under de israelske angreb i 2021 samt det igangværende folkedrab.

Anklagerne følger et klassisk tabloidt mønster: Journalisterne finder nogle usammenhængende påstande på obskure hjemmesider, som han strikker sammen til et dramatisk narrativ.

Værkerne viser en virkelighed fuld af sorg og tab, men også håb og drømme, fra børnehøjde. Et menneskeligt perspektiv, som er bemærkelsesværdigt fraværende i den journalistiske mediedækning.

Kritikken i Berlingske artikel drejer sig ikke om svindel eller fusk, for projektet levede op til alle puljens krav. I stedet indhenter journalisterne kommentarer fra udvalgte politikere.

Ingen af dem har set udstillingen, men det afholder dem ikke fra at have stærke holdninger til den.

I de citater, Berlingske har foreholdt os, fremgår det fx, at Katrine Daugaard (LA) er dybt forarget over, at udstillingen ikke handlede om ”antisemitismen og Israels sikkerhedssituation i det hele taget,” og anklager DHIP for at bedrive ”skattefinansieret politisk aktivisme.”

Michael Nedersøe (DF) har fået den fejlagtige opfattelse, at det er ”en oplysningskampagne nede i Palæstina” og kalder det ”venstreorienterede tosserier,” mens Frederik Bloch Münster (K) synes, det er urimeligt, at vi med projektet ønsker at ”udfordre mediernes narrativ.”

Politikerne må selvfølgelig gerne have holdninger, men deres udtalelser handler tydeligvis mere om deres behov for at markere sig politisk end om selve udstillingen af børnenes malerier.

Flere af disse udtalelser har ikke overlevet den redaktionelle proces frem mod den trykte artikel. Man fristes til at spørge, hvorfor?

Politikerne må selvfølgelig gerne have holdninger, men deres udtalelser handler tydeligvis mere om deres behov for at markere sig politisk end om selve udstillingen af børnenes malerier.

Berlingske ser spøgelser

I deres iver efter at grave smuds frem retter journalisterne også skytset mod DHIPs samarbejdspartner, Tamer Institute for Community Education, som har skabt og kurateret udstillingen.

Ifølge journalisterne skulle Tamer have hyldet en såkaldt terrorist. ’Beviset’ er et tv-klip med den palæstinensiske kulturminister, som omtaler et arrangement, hvor Tamer bidrog med en læseaktivitet.

Det var ikke Tamer, der stod bag arrangementet, men de palæstinensiske selvstyremyndigheder, Palestinian Authority, som det danske udenrigsministerium i øvrigt arbejder tæt sammen med.

Kilden til påstanden er PMW, en hjemmeside drevet af den kontroversielle Itamar Marcus, som ifølge det norske udenrigsministerium bor i en illegal bosættelse på Vestbredden og tilhører den israelske højrefløj.

Berlingske har også fundet frem til, at Tamer Institute i 2005, for 21 år siden, sammen med ca. 160 andre civilsamfundsorganisationer skrev under på en opfordring om, at Israel skulle overholde menneskerettighederne og de folkeretslige forpligtelser, ikke ulig den danske regerings position. Hvorfor dette skulle være kontroversielt, skal man vist have Likud-briller på for at kunne se.

Vi er umådelig stolte over vores mangeårige, tætte partnerskab med Tamer Institute, og vi har ingen planer om at ændre på det. Tværtimod.

Endelig fremhæver journalisterne, at Tamer Institute har udgivet en bog af Walid Daqqa, en kendt palæstinensisk forfatter og politisk fange.

Hvad de behændigt undlader at nævne, er, at det drejer sig om en prisvindende børnebog. Den handler om drengen Jud, der sammen med sine venner (en kanin, en kat, en fugl og en hund) leder efter sin far. Vi opfordrer enhver til selv at læse den og vurdere, om det ligner politisk propaganda eller en magisk fortælling for børn.

Tamer Institute er en af Palæstinas største og mest respekterede civilsamfundsorganisationer, og deres arbejde med at fremme læsefærdigheder og yde psykosocial støtte til traumatiserede børn gennem de sidste 37 år er eksemplarisk.

Vi er umådelig stolte over vores mangeårige, tætte partnerskab med Tamer Institute, og vi har ingen planer om at ændre på det. Tværtimod.

Skattefinansieret politisk aktivisme

Vi har været gennem medie-møllen før. I 2024 stod en af de involverede journalister, dengang på B.T., bag en række artikler om DHIP, hvor han med samme tabloide metode rettede alvorlige anklager mod vores organisation.

Vi blev efterfølgende frifundet af Udenrigsministeriet, som ikke fandt grundlag for kritik. Men en lille ngo som vores har hverken ressourcerne eller platformene til at tage kampen op mod en af Danmarks største mediekoncerner, så de skandaløse overskrifter blev stående, og frifindelsen fik ingen opmærksomhed.

Det tangerer magtmisbrug at eksekvere en koordineret, gentagen forfølgelse af enkelte civilsamfundsorganisationer.

Det er helt på sin plads, at pressen undersøger offentlige bevillinger, og at debattører kritiserer udviklingsstrategier og oplysningspuljer.

I gennemsnit har Berlingske Media fået 44,5 millioner skattekroner forærende om året i mediestøtte de seneste ti år. Mere end det dobbelte af den samlede OpEn-pulje til ét bladhus, netop fordi oplysning og debat anses som et offentligt gode. Men det er åbenbart ”politisk aktivisme”, når andre end dem selv modtager støtte.

Det tangerer magtmisbrug at eksekvere en koordineret, gentagen forfølgelse af enkelte civilsamfundsorganisationer.

Hvem er det egentlig, der bedriver ”skattefinansieret politisk aktivisme” her: en kunstudstilling lavet af børn eller en mediekoncern, der bruger sine statsfinansierede platforme til at mistænkeliggøre legitimt solidaritetsarbejde?