Vi sidder under et mangotræ i en lille, fjerntliggende landsby i det østlige Uganda. Landsbyen består bare af nogle få runde lerhytter og fejede gårdspladser, men mange mennesker er mødt frem, og de må alle have gået langt.

”Vi” er to repræsentanter for en dansk projektgruppe under foreningen Seniorer uden Grænser, Aase Zeuthen og Erna Møller, og vi er her for at monitorere og lave afsluttende rapport for projektet ”Reduction and Empowerment of Teenage Mothers and Dropouts in Soroti District”.

Projektet er finansieret over de seneste seks år af midler fra Udenrigsministeriet. De fleste fremmødte er unge mænd og kvinder, som alle sidder på jorden i to adskilte grupper. Til os og repræsentanterne for den lokale ngo, der implementerer projektet, er der sat plastikstole frem.

Vi hører på vidnesbyrd fra de unge, som fortæller deres ofte rystende historier. Teenagepiger, der beretter om voldtægter, tvungne ægteskaber, uønskede graviditeter og bortvisning fra deres skole. Drenge/unge mænd, som er droppet ud af skolen og har levet på kanten af samfundet med druk, stoffer og småkriminalitet.

Mange er takket være projektet nu kommet på ret køl og i gang med uddannelse. Og pigerne såvel som drengene har vundet selvtillid og tro på fremtiden, fordi de nu bliver uddannet, er medlemmer af opsparingsforeninger og er blevet i stand til at forsørge sig selv og deres børn. De unge teenageforældre bliver nu anerkendt og respekteret som ligeværdige borgere i det omkringliggende samfund.

Efter et langt arbejdsliv, mange rejser og kortere udsendelser til projekter i den 3. verden mødtes vi efter pensionering som medlemmer af Seniorer uden Grænser. Her kombinerer vi eventyrlyst, lyst til at bruge den fornuftigt og give vores lille bidrag til at ændre livsvilkårene for nogle af verdens fattigste. Bl.a. med værdifuldt samvær, frugtbart samarbejde og glæden ved at se det lykkes.

Det er dybt tilfredsstillende at være med til sådan en forandring, og det driver os til at bruge masser af frivillige timer på at skrive ansøgninger, deltage i møder og tage på strabadserende rejser som denne.

Seniorer uden Grænser (SuG) er en frivillig, landsdækkende forening, som arbejder med udviklingsprojekter i fattige dele af verden.
Målet er at udvikle civilsamfund uden sult og fattigdom, med adgang til uddannelse, sundhed og en bæredygtig økonomisk produktion. Et samfund, hvor alle opnår et liv med menneskelige og økonomiske ressourcer, frihed med ret til indflydelse på samfundets udvikling samt overskud til at engagere sig i udviklingen af lokalsamfundet.

Vi er henholdsvis 83 og 73 og har haft forskellige arbejdsliv, men samme indgang til den tredje verden, nemlig udsendelse med Mellemfolkelig Samvirke.

For os begge førte det til et livslangt engagement. Vi var udsendt til henholdsvis Tanzania og Zimbabwe og tabte begge hjertet til Afrika og dets mennesker, deres gavmildhed, gæstfrihed og lattermildhed.

Vi lader os rive med af trommerne, af sangen og dansen og fyldes af beundring for den livskraft og det overskud, som vi møder i Afrika.

Jo, det er derfor, vi sidder under mangotræet!

Det gav os mulighed for at følge udviklingsarbejde fra mange forskellige vinkler og at møde mennesker fra andre kulturer og med helt andre livsvilkår. Vi var velsignet med en rektor på vores arbejdsplads, som mente, at der nok kom nogle bedre lærere ud af de mange rejser, så han var large med at give os orlov.

I nogle år efter krigen på Balkan var jeg også valgobservatør, først i både Bosnien og Serbien, senere også bl.a. i Venezuela og i Palæstina.

Seniorer uden Grænser blev jeg medlem af i 2013, og lidt tilfældigt blev det projekter i Uganda, som jeg involverede mig i. Ud over projektet for skole-dropouts har jeg været projektleder for et alfabetiseringsprojekt for kvinder.

I Seniorer uden Grænser har jeg lært den svære kunst at søge penge (danske skattekroner) til projekter. Og jeg oplever nu, på grund af de store nedskæringer og den store mængde bureaukrati, hvordan det bliver stadig sværere. Så nu er jeg ved at udforske markedet for private fonde. En jungle, som det heller ikke er nemt at finde rundt i.

Jeg blev uddannet socialrådgiver i 1997 og fik min første store erfaring i socialt arbejde i Zimbabwe, hvilket sidenhen fik afgørende betydning for, at jeg meldte mig ind i fællesskabet i Seniorer uden Grænser. Et særpræg for foreningen er et stort fællesskab, både fagligt og personligt, i kraft af mange medlemmers erfaring og engagement i den globale verden, både nu og tidligere i livet.

For mig har det også været en opgave at engagere mig i foreningen som formand for afdelingen i Midtjylland og i landsbestyrelsen med henblik på at være med til at præge og udvikle foreningen. Men projekterne er det bærende for arbejdet i Seniorer uden Grænser.

Igennem de sidste 10 år har jeg været aktivt med i to projekter, som har handlet om børn, som er ramt af HIV/AIDS og tilmed er forældreløse, ud over det ovenfor omtalte teenageprojekt. Det er lykkedes at få flere tusinde børn igennem projekterne i hhv. Uganda og Zimbabwe ved at være vedholdende i at søge finansiering og designe projekterne i samarbejde med de lokale ngo’er, som er de implementerende parter.

Det er en stor glæde at samarbejde med vores afrikanske kolleger. De er yderst kompetente, veluddannede og engagerede og føler sig i den grad ansvarlige for, at projekterne lykkes og gennemføres ifølge de mål, der er sat.

En anden god opgave er at formidle alle vores oplevelser og erfaringer i arbejdet med projekterne i Afrika. Alt for få mennesker i Danmark ved ret meget om Afrika, og ofte mest om de ting, der ikke lykkes.

Men det bedste er projektbesøgene. Vi møder børn, unge og voksne i deres landsbyer, blandt deres egne. De modtager os altid med sang og dans, inden vi kommer til at høre, hvordan det går dem, om indsatsen er med til at skabe forandringer, eller om der er noget, vi skal gøre anderledes fremover.

Børnene og de unge vil gerne fortælle om deres livsvilkår, og de er altid meget tillidsfulde. Vi både græder og griner sammen med dem, når vi hører deres livshistorie, hvad der er sket dem, og hvad der er blevet ændret i deres liv.