Alexander Kjærum er senioranalytiker hos Dansk Flygtningehjælp.

---

Ved første øjekast kunne 2025 ligne en sjælden succeshistorie for global fordrivelse. For første gang siden 2003 faldt antallet af fordrevne mennesker markant. En reduktion på anslået 3,4 millioner mennesker på tværs af de 27 kriser, vi dækker i vores Global Displacement Forecast Report.

Men bag tallene gemmer sig en mørk virkelighed i en verden præget af en “polykrise”, hvor væbnede konflikter, klimaforandringer og økonomisk systemsvigt smelter sammen og bliver ved med at skabe fordrivelse og humanitære behov.

Vi står ikke over for en løsning på flygtningekrisen, men snarere en farlig illusion, der dækker over voksende sårbarhed.

I rapporten sætter vi fokus både på det forgangne år, men også på hvordan kriserne kommer til at udvikle sig de kommende år, baseret på en AI-forudsigelsesmodel – Foresight – udviklet i samarbejde med IBM.

Den farlige illusion: Hvorfor færre flygtninge ikke er tegn på en verden i bedring

Det dramatiske fald i 2025 er ikke resultatet af holdbare løsninger, men derimod drevet af fire kritiske og bekymrende faktorer:

1: Tvangstilbagesendelse
En stor del af faldet skyldes politisk pres frem for bedre sikkerhed. I Iran og Pakistan alene vendte 1,8 millioner afghanere tilbage i 2025 under massivt pres. I DR Congo tvang bevæbnede grupper internt fordrevne til at forlade deres lejre, med valget om enten at vende hjem eller søge videre.

2: Mætningspunkt
I områder som Norddarfur er antallet af fordrevne nået et punkt, hvor op mod 80 % af befolkningen allerede er fordrevet. Når så stor en andel er på flugt, kan tallene ikke længere stige, selvom volden eskalerer. Der er ikke flere mennesker at fordrive.

Hotspots i 2026-2027: Hvor krisen rammer hårdest

Mens 2025 altså ser ud til at vise en tilbagegang i det globale antal af fordrevne, vurderer vi på baggrund af Foresight-modellen, at antallet vil stige igen de kommende år. Mere præcist forudsiger vi en samlet stigning på 4,2 millioner fordrevne frem mod udgangen af 2027. Vi ser særligt fem kritiske hotspots:

• Sudan: Forventes at forblive verdens største krise med en stigning på nærved 690.000 mennesker grundet etnisk udrensning og hungersnød.

• Myanmar: Forventes at stige med over 500.000 mennesker (315.000 i 2026 og 190.000 i 2027). Krisen er forværret af det store jordskælv i marts 2025, der slog 4 % af den økonomiske vækst.

• Venezuela: En ny og volatil fase er indtrådt efter den militære intervention i 2026, hvilket risikerer at kaste landet ud i langstrakt guerillakrig.

• Syrien: På trods af Assad-regeringens fald i 2024 er landet fortsat præget af ustabilitet. Militære eskaleringer i Aleppo i 2026 har allerede sendt 140.000 på flugt.

• Sydsudan: Landet er ramt af en dyb krise drevet af fornyet politisk konflikt, eskalerende vold og ekstreme klimachok som skiftevis tørke og oversvømmelser. Samtidig forværrer et historisk koleraudbrud og afsmitningen fra krigen i Sudan situationen, hvilket har skabt kritisk fødevareusikkerhed for millioner og forventes at øge antallet af fordrevne markant.

Den ulige ansvarsfordeling

Den globale flygtningearkitektur hviler på en ekstrem systemisk uretfærdighed. 44 procent befinder sig i lavindkomstlande enten som internt fordrevne eller flygtninge. Yderligere 20 procent befinder sig i lav-middelindkomstlande, mens kun 10 procent befinder sig i højindkomstlande.

Ydermere har et nyt studie vist, at de massive nedskæringer har ført til en stigning på 5 procent i væbnede konflikter i Afrika syd for Sahara. Manglende investering i stabilitet skaber direkte mere konflikt og dermed mere fordrivelse.

Rettidig omhu sparer penge

I rapporten sætter vi fokus på brugen af anticipatory action (AA) som værktøj til at komme på forkant med fordrivelseskriser. Det handler om at handle proaktivt baseret på data og forudsigelser, før chokket rammer, gennem præpositioneret finansiering og præaftalte planer. Derved kan man potentielt forhindre fordrivelse og som minimum mitigere de humanitære behov.

Vi har gennem pilotprojekter i Sydsudan, Burkina Faso og Somalia, hvor vi har anvendt vores model til at forudsige subnational fordrivelse kombineret med lokale data, dokumenteret, hvordan denne tilgang kan have stor betydning for at mindske de humanitære behov, der opstår for fordrevne fra både konflikt, tørke og oversvømmelser.

Den økonomiske case for denne tilgang er uomtvistelig. I Akobo, Sydsudan, implementerede vi dialog mellem to etniske grupper for at deeskalere en konflikt, vores system forudså.

Resultatet var en Return on Investment (ROI) på 1:6 i undgåede humanitære omkostninger. For hver euro investeret i rettidig forebyggelse sparede det internationale samfund 6 euro i potentielle reaktive nødhjælpsomkostninger. Forebyggelse redder ikke kun liv; det beskytter menneskelig værdighed og er en økonomisk bæredygtig vej frem.

Et kald på radikal gentænkning

At ignorere de 4,2 millioner mennesker, der vil blive drevet på flugt de næste to år, er ikke bare et moralsk svigt – det er en strategisk katastrofe. Vi er nødt til at investere massivt i data, systemisk forebyggelse og en retfærdig ansvarsfordeling.

Det nuværende system er kalibreret til midlertidige chok, men vi lever i en verden i permanent krise.

Er vi villige til at investere i forebyggelse nu, eller vil vi fortsætte med at betale den langt højere pris for vores reaktivitet, mens millioner af liv er på spil?