Fra luften kan man se hele nabolag, som på få år har skiftet tagets sandfarver ud med solenergiens metalliske look. 

“Pakistan er også en advarsel. Udrulning af solceller er den nemme del nu”

Jan Rosenow, Professor i energipolitik på Oxford Universitet

Mellem 2023 til 2025 importerede Pakistan over 16 gigawatt solcellekapacitet om året, hvilket gør landet til den næststørste importør af solenergi efter Holland – hvor en stor del af hele Europas solceller bliver skibet ind. 

I forhold til landets størrelse importerer og installerer Pakistan nu solceller tre gange hurtigere end verdensgennemsnittet. På få år har det gjort solenergi til Pakistans største enkeltstående kilde til energi. 

Men det vigtigste tal for denne artikel er, at over halvdelen af solcellerne bliver installeret i private husholdninger. Et tal, der i Europa ligger på omkring 20 procent. 

Med andre ord drives revolutionen ikke af industri, landbrug eller kommercielle aktører, men af pakistanerne selv. Det har både fordele og ulemper.

Statslig energi udfordres af solrevolutionen

Ifølge Jan Rosenow er den største årsag til solrevolutionen de mange og konstante strømafbrydelser, som i mange områder af Pakistan hurtigt kan løbe op i flere timer om dagen. 

Selv i storbyer som Islamabad og Karachi er det forventeligt, at der dagligt er perioder uden strøm i stikkontakterne. Det gør private solceller attraktive som en måde at omgå de pludselige strømsvigt på og understøtte det med egenproduceret strøm.

Som Jan Rosenow skriver:

“En husstand i storbyen Quetta kan opleve 16 til 20 timers strømafbrydelser på en enkelt dag. Når det er alternativet, tilbyder et tag fyldt med paneler og et batteri robusthed i energiforsyningen.”

Men det er ikke den eneste grund til, at pakistanerne flokkes om de kinesisk importerede solceller. En anden forklaring er prisen. 

Det bliver lidt teknisk, men jeg håber, du læser med, for det er et godt eksempel på nogle af de store energipolitiske udfordringer i det globale Syd.

I en længere årrække har Pakistan været stærkt afhængig af dyr og importeret kul, olie og gas til landets fossildrevne kraftværker. 

Det opbyggede gradvist en stor gæld i det offentlige energisystem, hvilket førte til besparelser i de områder, hvor “tabene var størst og indtjeningen lavest”, som Jan Rosenow beskriver det.

Læs også: Sådan lykkedes det Pakistan at skabe en af verdens største solrevolution

Det skabte en situation, hvor elektriciteten blev dyrere, samtidig med at strømforsyningen blev mere upålidelig. På samme tidspunkt faldt prisen på kinesiske solceller, hvilket kun uddybede kløften mellem statsproduceret og egenproduceret energi. 

En perfekt storm i det pakistanske energisystem, som har betydet, at det nu kun tager to til tre år for den enkelte husstand at tjene investeringen i solceller hjem, fordi man samtidigt også kan spare på den offentlige energiregning. 

De fattigste kan ende med en højere energiregning

Alt dette lyder umiddelbart som en succeshistorie. Fossildrevne kraftværker fravælges af den enkelte pakistaner, som samtidig får billigere og mere stabil energi.

Men historien er desværre ikke helt så enkel.

Læs også: Uden regn til floderne, er der ingen strøm i kontakten: “Stop med at sørge, græde og stønne, installér solceller”

Resultatet er, at regningen stiger, hvilket får endnu flere til at investere i solenergi. Og det er hovedsageligt den rigeste del af befolkningen. Tilbage står en mindre og mindre gruppe af småbemidlede pakistanere med en stadig større del af regningen. 

Det er, som Oxford-professoren beskriver det, en decideret “dødsspiral” for energisystemet.

Hvad kan det globale Syd så lære af Pakistan? 

For mange lande i det globale Syd viser Pakistans solcellerevolution derfor både fordelene og de potentielle udfordringer, som solenergi kan skabe. 

For selvom teknologien er billig og decentral at installere for den enkelte, kan den samtidig efterlade et energimæssigt tomrum for den del af befolkningen, der ikke har råd til at investere i solceller, advarer Jan Rosenow.

“Pakistan er også en advarsel. Udrulning af solceller er den nemme del nu. Den svære del er systemet omkring det: nettet, tarifferne, markedsdesignet og spørgsmålet om, hvem der betaler for den fælles infrastruktur, når produktionen bliver noget, som millioner af mennesker selv ejer.”

Pakistans hurtige installation af solceller kan derfor blive et eksempel og advarsel for mange lande i det globale Syd, som også kæmper med en kombination af tunge kraftværker, svage strømnet og regelmæssige strømafbrydelser. 

Ellers risikerer man, som Jan Rosenow formulerer det, at få “en krise og en succes på samme tid og samme sted”.